Den trodobbelte NBA-vinder og nu holderejer af Echo Fox, Rick Fox, i samtale med sine League of Legends-spillere. Foto: Af Riot.

NBA-legende og holdejer er sikker: Dette spil bliver et slam dunk!

Ejer af Echo Fox, Rick Fox, har allerede et eSportshold i League of Legends og CS:GO, men nu har han et nyt spil i kikkerten, som han regner med, bliver det næste store hit inden for eSport. 

Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk

Den tredobbelte NBA-mester Rick Fox er allerede gået stort ind i både League of Legends og CS:GO med sit hold Echo Fox.

Men den amerikanske holdejer, der bl.a. har Henrik “Froggen” Hansen på sit League of Legends-mandskab, tror, at et helt tredje eSportsspil kan blive den største spiller i verden.

Og det er ikke Overwatch, som ellers buldrer derudad, men i stedet H1Z1: King of the Kill, som Rick Fox mener kan blive det helt store inden for eSport.

“Jeg er besat af ideen om, at flere grupper af hold alle sammen konkurrerer mod hinanden på en gang,” siger Rick Fox til ESPN.

H1Z1: King of the Kill er kort fortalt Hunger Games som computerspil.

En masse spillere bliver sat ind i en bane, det er alle mod alle, og sidste mand tilbage vinder spillet.

Selvom Rick Fox ser et kæmpe potentiale i spillet, mener han, at det er helt afgørende, hvordan folkene bag har tænkt sig at udvikle spillet, som stadig er i en beta-version.

“Det (H1Z1:King of the Kill, red.) er noget, som jeg ikke har set nogen steder ude på markedet, og det vil jeg se komme til live. Der er så mange forskellige måder, de kan gå med deres eSportsudtryk. Hver gang jeg besøger Daybreak (folkene bag H1Z1, red.) bliver jeg ved med at pitche forslag. Jeg ved bare som forbruger af konkurrence, at H1Z1: King of the Kill er den reneste form,” siger Rick Fox.

Og hvis det lykkes for H1Z1: King of the Kill at ramme det rigtige eSportsudtryk, er den tidligere Basketball-spiller slet ikke i tvivl om udfaldet.

“Som forbruger af konkurrence, og den underholdning der er omkring det, ved jeg, at H1Z1 er et home rund, et touchdown eller et slam dunk. Giv det hvilken som helst sportsmetafor. Hvis du havde sådan en liga, der dannede rammerne og gav disse hold mulighed for at konkurrere på et leaderboard, som i Twin Galaxies, og de alle sammen konkurrerede mod hinanden hver uge, ville det være episk,” siger Rick Fox.

Hunger Games

Jennifer Lawerance i filmen Hunger Games, hvor hun kæmper for at blive den sidste overlevende i et spil mod mange andre. Foto: Billede fra filmen.

H1Z1 er i grove træk Hunger Games som computerspil. Foto: Billede fra spillet.

H1Z1: King of the Kill er i grove træk Hunger Games som computerspil. Foto: Billede fra spillet.