Foto: Screenshot fra Youtube

Norsk politiker fanget i Pokemon-jagt i parlamentet

Det kan være svært at holde opmærksomheden, hvis der f.eks. dukker en Snorlax op i nærheden. Det måtte lederen af det norske venstre sande, da hun blev fanget i en Pokemonjagt på TV.

Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm.dk

Lederen af det norske Venstre, Trine Skei Grande, har fået opmærksomhed verden over – men det er ikke for hendes politik.

Den norske partileder kedede sig tilsyneladende under en høring om det norske forsvars fremtid, for i det øjeblik, hun havde stillet et spørgsmål, blev opmærksomheden vendt mod jagten af de digitale bæster. Det viser en video fra høringen, som nu går verden rundt.

Selv siger hun om episoden til VG:
“… Nogle af os har hoveder, som lytter bedre, når man kan lave noget hjernedødt ved siden af. Ikke alle er ens,” siger hun.

Hvilken Pokemon, hun jagtede, melder historien intet om, men på TV-billederne ser det ud til, at der er et Pokestop inde i parlamentet. 

Herunder kan man se hele episoden.