Foto: Dreamhack, Adela Sznajder.

North, Heroic og Fragsters klar til stor turnering: “Jeg er langt mere nervøs, end de er”

DreamHack Valencia, som har 100.000$ i præmiepuljen, begynder torsdag, og det er med hele tre danske hold på deltagerlisten. 

Skrevet af Daniel Winther Pedersen

Det meste af den internationale CS:GO-scene er gået på sommerferie, men der er stadig en lille smule juice, der kan presses ud af kartonen.

Torsdag begynder DreamHack Valencia nemlig, hvor der er hele 100.000$ i den samlede præmiepulje.

Til at kæmpe om de mange penge er der hele tre danske hold med, North, Heroic og Fragsters.

For North og Heroic er det hverdagskost at skulle spille disse turneringer, men begge hold kommer til turneringen med ustabilitet. North har valgt at sætte “Mertz” på bænken og i stedet benytte spanske “Mixwell” de kommende dage. Heroic har hentet danske “Acilion” og har derfor heller ikke mange kampe sammen.

Fragsters kommer godt nok til DreamHack Valencia med de samme fem velkendte ansigter på spillerpositionerne, men det unge danske hold vader ikke ligefrem i erfaring med turneringer af denne størrelse. Holdet har tidligere deltaget i DreamHack Austin, hvor det blev til en semifinaleplads, og så var man med ved Bets.net i april i år, hvor det også blev til en semifinaleplads.

Derfor betyder turneringen måske noget andet for Fragsters end for de andre danske hold, da Fragsters kæmper for at slå igennem og bide sig fast på den større CS:GO-scene.

Det har vi fanget Fragsters træner, Emil Grønhøj Carlsen, til en snak om inden turneringen:

Det er jo en forholdsvis stor CS:GO-scene, I skal ind at spille på i dag. I har prøvet at være til DreamHack Austin og Bets.net også, men hvor stort er det for jer at skulle spille denne turnering?

Det er vores anden Dreamhack-turnering, og jeg føler, at drengene fik massere af erfaring til DreamHack Austin, som de kan tage med. Vi skal spille i lukket bås frem for åben scene, hvilket er mere komfortabelt rent lydmæssigt. Det er altid fedt at være afsted til turneringer, og vi gør en dyd ud af at nyde det. At spille DreamHack-events er altid stort, og vi håber vi kan fortsætte med at komme med til de kommende efter sommerferien.

Går man lidt anderledes ind til sådan en turnering her, fordi det er lidt større end normalt? Har du som coach skulle være opmærksom på nogle andre faktorer som f.eks. nervøsitet hos spillere?

Man har i første omgang fokus på sit eget spil og en kamp ad gangen. Vi kan spille op med alle de deltagende hold, så jeg tror på, at vi kommer til at gøre en god figur.

En af de største styrker på holdet er spillernes mentale styrke. De bliver ikke rigtigt nervøse, jeg er langt mere nervøs, end de er. Jeg har stor respekt for deres tilgang til kampene, turneringen og ikke mindst deres ro.

Hvad er jeres forventninger til turneringen? Også puljen isoleret set?

Jeg forventer, at vi kommer ud af gruppen. Jeg ser os som det andetbedste hold i gruppen efter franske G2.

Efter gruppespillet kan alt ske. Heroic har fået ny 5.-spiller, som skal calle taktikerne og North spiller med mixwell i stedet for Mertz. Jeg føler, vi kan slå alle hold fra den anden gruppe, gruppe A, i en bo3.

Hvad vil det betyde for jer at gøre det rigtig godt ved denne turnering? Hvad føler du, I har på spil så at sige?

Vi går på sommerferie efter DreamHack Valencia og har vist flot spil det sidste halve år. At afslutte med en sejr til vores sidste turnering i kalenderen vil betyde rigtig meget, så vi kommer til at give den fuld gas!

DreamHack Valencia begynder torsdag klokken 12.30, hvor danske North møder Giants. Fragsters spiller sin første kamp klokken 16.30 mod Virtus.pro.

De to grupper ser således ud:

Gruppe A: North, Heroic, Giant og AGO

Gruppe B: Fragsters, G2, Virtus.pro og Luminosity
Du kan følge kampene live herunder:
Se livevideo fra DreamHackCS på www.twitch.tv

Skriv et svar