Foto: Adela Sznajder via DreamHack

Officielt: Niko er fortid i Heroic

Rygterne har svirret længe, og nu er det officielt, at “Niko” ikke længere skal spille for Heroic og han istedet skal spille for andet “dansker-hold”.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen

Så blev det officielt: Niko, der har været udlejet til North fra Heroic, har ingen fremtid på danske Heroic.

Fredag har RFRSH Entertainment nemlig meldt ud, at man har solgt Niko videre til OpTic, som også har danske Jugi, CajunB, Snappi og Konfig på kontrakt.

Netop RFRSH og OpTic har allerede lavet flere handler sammen i år, hvor det netop var fra Heroic, at både Jugi og Snappi skiftede fra, da de skrev kontrakt med OpTic.

Sportsdirektør for RFRSH, Kasper Hvidt, fortæller, at handlen med Niko også er foregået for et “markant beløb”.

“Vi siger tak for samarbejdet med Niko for denne gang. Niko er en dygtig spiller med et højt topniveau, som under omstændighederne har ydet en god præstation hos Heroic. I RFRSH arbejder vi ud fra en performance-model, der indeholder nye elementer i forhold til hverdagen og livet som professionel esport-atlet. Det er ingen hemmelighed, at vores tilgang til, hvordan man skaber
den optimale præstation for den enkelte spiller og for holdet, for nogle kræver en mental omstilling. Efter samtaler med Niko er det klart, at han vil kunne præstere bedre i andre omgivelser, og derfor har vi afsøgt mulighederne, og er altså nu blevet enige med OpTic om et skifte,” fortæller Kasper Hvidt i en pressemeddelelse.

Kasper Hvidt fortæller, at der er tale om et sekscifret beløb i ren transferindtægt.

Nikolaj “niko” Kristensen er også glad for skiftet, hvor han kan se frem til at spille sammen med netop Jugi og Snappi, som han kender fra sin tid hos Heroic.

“Jeg har været glad for min tid i Heroic, men det er også tid til at komme videre. Jeg glæder mig utroligt meget til at spille sammen med et par af de gamle Heroic-holdkammerater igen og ønsker mit gamle hold al muligt held og lykke,” siger Niko i pressemeddelelsen.

Samtidig har Heroic sikret sig Daniel “mertz” Mertz på en permanent kontrakt. “Mertz” har været tilknyttet Heroic på en låneaftale fra North, men North har altså vurderet, at man alligevel ikke vil satse på det unge talent, man ellers gav stor tillid tidligere på året.

“Vi er utrolig glade for at kunne skrive under med Daniel. Vi har haft ham i en periode, og aftalen er nu faldet på plads efter et meget grundigt analysearbejde, hvor alle parametre fortalte os, at Daniel var den rigtige spiller. Den seneste måned har Daniel vist, vi ikke tog fejl. Han er en ung spiller i en rivende udvikling som professionel atlet. Han er dedikeret og træner hårdt, på alle de parametre vi i RFRSH mener er vigtige for at yde en god præstation. Det er en stor fornøjelse at arbejde med “mertz”, som nysgerrigt og ærgerrigt tager vores metoder og faciliteter til sig, og vi glæder os til at se hans præstation og udvikling i fremtiden,” siger Kasper Hvidt.

Dermed ser det ud til, at OpTic fremover kommer til at bestå af følgende:

 Marco “Snappi” Pfeiffer
 Jakob “JUGi” Hansen
 René “cajunb” Borg
 Kristian “k0nfig” Wienecke
 Nikolaj “niko” Kristensen

Heroic kommer til at se sådan ud:

 Daniel “mertz” Mertz
 Patrik “es3tag” Hansen
 Asger “AcilioN” Larsen
 Andreas “MODDII” Fridh
 Adam “friberg” Friberg