Roccat Khan Pro: God lyd, til en fair pris

Roccats nyeste headset er til at betale, og man får virkelig meget for pengene.

Anmeldt af Kasper Frank – kasper@esm.dk

“Made for esport” – Sådan markedsfører Roccat deres nye Khan Pro headset. Jeg dyrker ikke esport, men jeg gamer dog lidt, og bruger da en del lyd på min computer, som jeg gerne vil have formidlet i nogenlunde kvalitet.

Jeg har nu haft headsettet i brug i et par uger, og jeg må sige, at jeg er yderst imponeret over både lyden og kvaliteten. Roccat Khan Pro kan findes til omkring 800 danske kroner, og de kan sagtens konkurrere med noget dyrere headsets.

God mikrofon

Et af Roccat Khan Pro´s absolutte fortrin er den indbyggede mikrofon. Kvaliteten er virkelig høj, og mikrofonen formår at lukke næsten alt baggrundsstøj ude.

Mikrofonen sidder monteret på en justerbar gummiarm, så den nemt kan justeres helt ind til munden. Der medfølger et langt stofbetrukket kabel, hvilket også gør headsettet brugbart, hvis man bruger det på eksempeltvis konsol – forudsat at man ikke sidder længere end 2.5 meter fra skærmen.

Letvægt og god komfort

Selve headsettet vejer kun 230 gram, og de justerbare puder gør, at man nærmeste ikke mærker, at man har headsettet på. Jeg har ved flere lejligheder haft headsettet på i otte timer i streg uden at opleve den mindste ubehag – udover de underlige blikke fra kollegaerne i kantinen i pausen.

Hi-res lyd – hvad end det så er

Som nævnt, er lyden i headsettet rigtig god.

Selv ved et meget højt lydniveau, får jeg lyst til at skrue endnu højere op. Simpelthen fordi lyden ikke bliver dårligere – og fordi jeg har en forkærlighed for en god solid bas, som Roccat Khan Pro leverer. I de lyse diskantnuancer kommer headsettet til kort, og dette spektrum burde være bedre dækket ind, når headsettet jo er lavet specielt til esport, hvor det er vigtigt at kunne opfange selv de mindste lyd-detaljer, der kan afsløre modstanderens positition.

Roccat skriver, at headsettet har Hi-res lyd. Men jeg er også stødt på et snowboard der havde HD, så disse betegnelse bør man nok ikke lægge alt for meget i, andet end det ser flot ud på pakken.

Min vurdering

Hvis man ikke vil smide 3.000 kr. efter et headset, men alligevel gerne vil have et headset med god lyd, god mikrofon og høj komfort, er Roccat Khan Pro et oplagt valg. Det dækker langt de fleste gameres behov, og den solide bas gør også headsettet fremragende til at lytte til elektronisk musik. Her må jeg lige anbefale Armin Van Buurens ugentlig Podcast – hvis man er til den slags.

I kategorien: “Headset under 1.000 kr” – 6 ud af 6 stjerner. 

I kategorien: “Alle Headset” – 4 ud af 6 stjerner.  

Læs mere på Roccats egen side,