Foto: Riot Games

Så meget får de koreanske LoL-spillere i løn

På trods af en øget konkurrence i mellem flere spil, der slås om at være den største titel inden for esport, så er League of Legends (LoL) stadig en af de helt store spillere.

Det gælder ikke mindst i Sydkorea, der har investeret massivt i sin LoL-liga LCK og har nogen af de allerbedste hold i verden.

Derfor har esportsmediet invenglobal.com taget et kig på, hvor meget de koreanske spillere efterhånden er oppe og tjene.

Og der er ikke tale om småpenge – den gennemsnitlige løn for de koreanske spillere i LCK var i 2018 på 155.000 USD årligt, svarende til lige over én million danske kroner. Det er mere end fem gange den gennemsnitlige løn for en sydkoreaner.

I alt er der 140 spillere i den koreanske LoL-liga. De udgør mere end 30 % af det samlede antal spillere i koreanske esportsorganisationer. Hos de koreanske esportsorganisationer udgør League of Legends i alt 68,2 % af budgettet

Udover lønen fra esportsorganisationer tjener flere af spillerne også penge ved siden af gennem sponsorater, streaming og events. Her tjener spillerne mellem 18.000-180.000 USD om året.