Credit: Shutterstock

Sonys fokus på historiedrevne single-player-spil fortsætter

Spekulationerne omkring nye eksklusive titler til PS5 er mange, men ifølge chefen for PlayStation Worldwide Studios, Hermen Hulst, vil firmaet stadig fokusere på single-player-spil. I et interview med PlayStation Blog blev Hulst spurgt om, hvad studiets visioner for fremtiden var for den kommende generation.

”Vi er som hidtil engagerede og tro mod dedikeret hardware,” udtalte Hulst. ”Det vil vi fortsætte med at være. Og vi er stadig meget optaget af eksklusive kvalitetstitler samt stærke historiedrevne single-player-spil.”

Plads til alternativer

En stor del af PlayStation 4’s succes skyldes netop fremragende eksklusive titler, såsom Uncharted, Horizon Zero Dawn og Marvel’s Spider-Man – som alle er historiedrevne single-player-titler. Det er derfor gode nyheder, at Sony ønsker at fortsætte ad samme spor. Det betyder dog ikke, at firmaet ikke vil afvige fra denne praksis. Eksempelvis Dreams, som blev lanceret under søsterselskabet PlayStation Worldwide Studios.

”Vi er samtidig meget åbne for at eksperimentere med nye ideer,” fortsætter Hurst. ”Vi vil prøve ting af, for at se hvad der fungerer. Jeg tror at dette er en stor del af Worldwide Studios DNA.”

Stor titel til PC

At Sony ikke vil holde sig tilbage med at eksperimentere, er der bestemt udsigt til. Det er for nyligt blevet bekræftet, at Horizon Zero Dawn vil udkomme til PC, men Hurst understreger, at dette ikke fremadrettet vil være tilfældet for alle eksklusive PlayStation-titler.

“Jeg tror det er vigtigt, at vi forholder os åbne i forhold til nye ideer samt til hvordan vi kan introducere flere til PlayStation og måske vise folk hvad de går glip af,” forklarer Hurst.

”Og lige for at berolige folk, så betyder lanceringen af en eksklusiv AAA-titel på PC ikke nødvendigvis, at alle store spil nu vil udkomme til PC. Efter min mening passer Horizon Zero Dawn godt ind i dette tilfælde. Vi har ingen planer for dag eller dato (PC-lanceringer), og vi er stadig 100% tro mod dedikeret hardware.”