Det lå måske ikke ligefrem i kortene, men Storbritannien støtter en international organisation, der vil arrangere OL for eSports, hvor lande skal konkurrere mod hinanden, præcis som vi kender det fra de rigtige Olympiske Lege.
Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk
De fleste forbinder OL med sejlsport, atletik, boldspil og et hav af andre idrætsgrene. Men det kan snart være slut.
I hvert fald hvis det står til den britiske kulturminister Ed Vaizey, der i denne uge præsenterede en ny international non-profit eSportsorganisation, the International eGames Committee (IEGC).
Her vil Storbritannien gennem organisationen kæmpe for at afholde olympiske lege i eSport hvert fjerde år i samme by, som de rigtige Olympiske Lege bliver afholdt i. Det skriver The Daily Dot.
Planen er, at man allerede til sommer, hvor OL i Rio de Janeiro løber af stablen, vil lave et såkaldt pop up-event, hvor lande vil konkurrere i eSport over nogle dage.
Indtil videre er Storbritannien, USA, Canada og Brasilien meldt til.
Men i modsætning til den nuværende trend, hvor pengepræmierne i eSports bare stiger og stiger, vil der ikke være penge på spil ved OL i eSports.
Det handler om ære, hæder og medaljer i guld, sølv og bronze.
Når OL i 2020 afholdes i Tokyo, er det meningen, at OL i eSports skal afholdes en måned efter i de samme arenaer, hvor idrætsudøverne kæmpede mod hinanden.
Hvilke spil, der skal dystes i, er endnu ikke fastlagt, hvorfor det er svært at spå om, hvor stærke hold der bliver repræsenteret ved det første mini-OL til sommer.
Alt andet lige er det nærliggende at tænke, at det allerbedste spillere i verden ikke deltager, da der ingen penge er på højkant. Men man har selvfølgelig lov at håbe, og det bliver samtidig spændende at se, hvorvidt Danmark bliver repræsenteret.
IEGC meddeler, at der i de kommende måneder vil komme mere information, og Esportsmagasinet følger naturligvis udviklingen.