Fra venstre: Friis, ES3TAG, Borup, Hunden, Acilion. Foto: Tricked eSport.

Storfavorit inden DM: “Minder overhovedet ikke om et DM”

Onsdag begynder det første officielle DM i CS:GO i Øksnehallen i København, men Nicolai “Hunden” Petersen fra Tricked mener ikke, at det minder om et DM.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk

Danmarksmesterskabet i CounterStrike Global:Offensive begynder onsdag eftermiddag, hvor seks hold skal dyste om i alt 150.000 kr. og hædren i at kunne kalde sig Danmarks bedste CS:GO-hold.

Men ifølge Nicolai “Hunden” Petersen, der er kaptajn på Tricked eSport, som er storfavorit til at tage DM-titlen, minder arrangementet i Øksnehallen i København meget lidt om et DM.

“Man kan sikkert godt kalde det for et DM, men jeg synes ikke, at det minder om et Danmarksmesterskab overhovedet. Fordi de bedste hold ikke er der. Det minder mere om de der Dust2 Masters-turneringer, som der har været nogle stykker af, hvor der er 10.000 kr. i præmiepuljen. Nu er der bare 150.000 kr. i præmiepuljen, og det er med LAN-finale,” siger han.

For når Tricked er storfavorit til at tage sejren, er det selvfølgelig fordi, at Danmarks og verdens bedste CS:GO-hold Astralis ikke deltager, ligesom North og Heroic heller ikke er med.

Det ærgrer Nicolai “Hunden” Petersen, som gerne havde set, at han selv og Tricked havde haft mulighed for at bide skeer med største danske hold.

“Vi har ikke gemt nogle taktikker til denne turnering, fordi den ikke er vores førsteprioritet. Havde North eller Heroic været med, ville vi gribe det helt anderledes an. Nu skal vi bare ud at forsvare vores 4.-5.-plads i Danmark. Vi har alt at tabe, fordi vi er favoritter,” siger han.

Selvom Tricked eSport går ind til onsdagens DM som favoritter, har Nicolai “Hunden” Petersen dog stadig stor respekt for de fem modstandere, som de skal kæmpe mod om trofæet.

Udfordringen for Tricked inden DM er dog, at det ifølge Nicolai “Hunden” Petersen er sværere for ham at forberede sig på modstanderne, end det er for modstanderne at forberede sig på Tricked.

“Men man skal huske, at de andre danske hold slet ikke spiller så mange officielle kampe, som vi gør.  På den måde er det svært at forberede sig på at møde de andre danske hold, som også er rigtig gode. F.eks. har Singularity ikke spillet officielle kampe siden DM-kvallen i Aarhus. Så dem kan man slet ikke forberede sig på. Men når vi spiller så mange turneringer, ligger alt materiale om os tilgængeligt på nettet,” siger Nicolai “Hunden” Petersen, som forventer mest modstand fra Singulairy og eFuture.

Arrangør af DM, Zahid Butt, har tidligere over for Esportsmagasinet forklaret, at han ikke ser et problem i at kalde det DM, selvom Danmarks tre bedste hold ikke deltager.

“Det kan man jo altid med rette argumenter for og imod, men der er ikke noget facit for det. Det er altid op til de enkelte hold at beslutte, om de vil deltage eller ej. Modsat f.eks. fodbold er esporten ikke struktureret, men derimod styret af mange private aktører. Det betyder, at så længe man ikke kan organise det ligesom med fodbolden og DBU, DIF osv., er det de enkelte private aktører, der tegner det samlede forløb. Jeg synes ikke, at et officielt DM, som dette jo er, handler om det enkelte hold eller den enkelte spiller. Det er ligesom i andre sportsgrene, hvor DM, VM, EM osv. jo ikke afhænger af, om en person eller et hold deltager,” siger Zahid Butt.

De seks hold til DM er følgende:

  •  Tricked eSport
  •  Team Singularity
  •  eFuture
  •  Copenhagen Flames
  •  Fragsters
  •  FUAH

Du kan finde hele programmet for DM, som begynder 14.30, lige her.