Duncan "Thorin" Shields. Foto: Adela Sznajder via DreamHack.

Thorin: Astralis ofrer deres æra til fordel for BLAST

BLAST Pro Series – turneringen, der ejes af Astralis-ejerne RFRSH – fortsætter med at dele vandene i CS:GO-miljøet.

Adskillige fans og eksperter er nemlig utilfredse med Astralis’ store fokus på BLAST Pro Series, fordi de deltager i turneringerne på bekostning af andre. Således var de ikke med ved IEM Sydney, der kun havde deltagelse af to af de fem bedste hold i verden.

Kampene ved BLAST Pro Series er primært BO1-kampe, mens kun finalen er BO3. Det betyder, at man oftest kun ser Astralis spille hurtige kampe, hvor man ikke for alvor får udfoldet deres taktiske repertoire.

Senest er det Thorin, der langer ud efter Astralis. Han mener, at de ofrer deres æra på grund af BLAST Pro Series i øjeblikket.

Astralis har deltaget i tre LAN-turneringer siden Majoren i Katowice: BLAST Pro-turneringerne i Sao Paulo, Miami og Madrid. BLAST Pro Series har skrevet kontrakt med blandt andre Astralis, Liquid, FaZe og MiBR.

Senest blev BLAST Pro Madrid afholdt i weekenden. Her sejrede ENCE foran Astralis.