Blizzard slagter snydere i Overwatch: Dine venner kan se, at du snyder

Blizzard har sat det første store angreb ind mod snydere i Overwatch, hvor 1.500 spillere allerede er blevet bannet. Og ikke nok med det, så er deres navne lagt frem til offentlig skue.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk

Snydere har været en fast del af stort set alle eSportsspil i mange år. CounterStrike har altid været ramt af cheaters, når man slår sig løs online, og det gælder også CS:GO. Wallhack, aimbot, speedhack osv.

Men også i Blizzards nye spil Overwatch er der snydere på spil, selvom spillet stadig er relativt nyt.

Blizzard har dog allerede sat sig for at slå hårdt ned på disse cheaters, og nu har spilgiganten bannet de første 1.500 accounts.

Og ikke nok med at de 1.500 spillere altså ikke længere kan få glæde af Overwatch, så har Blizzard også valgt at lægge alle navnene på de 1.500 konti frem til offentlig skue.

I denne omgang er det dog kun accounts, som stammer fra Kina, men du kan slå dig løs i listen og se, om der skulle være et navn, du kender eller er stødt på.

I meddelelsen skriver Blizzard, at man har tænkt sig at gå meget kontant til værks, når det gælder snyd og ulovlige hjælpemidler. Hvorvidt offentliggørelsen af navne er et led i denne hårde strategi, skal være usagt.

Men mon ikke, at det afskrækker et par stykker eller to, at man kan forvente at få lagt sit brugernavn og battletag på det store internet, hvis man ikke kan finde ud af at følge reglerne?

Hvis du fatter mistanke til, at dine medspillere eller modspiller snyder i Overwatch, kan du benytte dig af spillets in game rapportsystem, eller også kan du sende en mail til Blizzard på mailadressen CN_hacks@battlenet.com.cn.