Da jeg fik muligheden for at teste Roccat Khan Aimo headsettet, skulle der selvfølgelig et nyt spil til. Valget faldt på det nye og tempofyldte Quake Champions.
Anmeldt af Kasper Frank – kasper@esm.dk
For at være helt ærlig, var jeg blevet ganske bekymret for, at jeg var blevet for gammel til at sidde i timevis foran skærmen med en puls omkring de 100 og være dybt koncentreret. De seneste mange år er det kun blevet til en smule Hearthstone, men om det er Quake Champions, eller om det er Roccat Khan Aimo, der har gravet min fascination for hurtige FPS-spil op af graven, ved jeg ikke. Men det er i hvert fald sket.
Til de af jer der ikke kender Quake, så er det en ultra hurtig shooter. Små maps, store våben og hvis man klikker det af – ganske vildt musik. Altså den helt perfekte platform at teste Roccat Khan Aimo.
Tidligere har Roccats headsets båret en smule præg af at være lidt for billige, og de har rent fysisk manglet kraft og vægt. Dette har Roccat løst i Khan Aimo, og selv skumpuderne virker tungere.
Fantastisk lyd
Når det kommer til lyden er den helt i top både til gaming og musik. Prisen for Khan Aimo ligger omkring 900 kroner, og her får man rigtig meget for pengene. Selvom headsettet ikke har active noice cancellation, er det yderst begrænset, hvor meget støj der trænger igennem. Selv med en del larm i lokalet, kan man spille på lav lydstyrke og stadig få de fleste lyd-detaljer.
Roccat Khan Aimo har 7.1 surrond sound, hvilket er en kæmpe fordel, i et spil som Quake, hvor man hurtigt skal identificere, hvor kampene finder sted så man enten kan undgå dem eller melde sig ind i dem.
Roccat Aimo er klart det bedste headset i mellemklassen, jeg har testet, og tager man prisen, kvaliteten og lyden i betragtning, vil jeg give det:
Seks ud af seks stjerner.