Brians gamerstol er en af de vildere. Foto: DBA Guide

Vild gamerstol: Brians trone fylder et helt badeværelse

Når man flytter sammen med kæresten, er der i de fleste tilfælde altid et af kærestens møbler, man krydser fingre for, ikke kommer ind i den nye, fælles lejlighed. Brians gamerstol må være den ting, alle piger frygter, at deres kommende kæreste ejer. Den ikke bare fylder meget; du får heller aldrig kæresten ud af den!

Når en stol fylder lige så meget som et badeværelse, ved du, at du har fat i noget helt ekstraordinært.

Og det er netop, hvad Brians gamerstol er. En stol, Brian Grodal fra Grevinge har sat til salg på DBA, og den er lige nu DBAs dyreste gamerstol.

Det skriver DBA Guide.

Fløjet ind fra Canada

Juleaften er for mange børn én lang ventetid: “Hvornår må gaverne åbnes?”

Vi kender vist alle iveren for at åbne de ting, vi håber, at vi har i vente, og Brian kender det særlig godt:

Han elsker nemlig at spille computer, og derfor besluttede han for omkring tre år siden, at han ville gå ”all in”. Virkelig. ”All in”. Han fandt et firma i Canada, der designer de vildeste gamerstole, og sådan et eksemplar bestilte han.

Men da ordren først var afgivet, kunne Brian ikke vente med at slå slået ’røven i sædet’ i sin nye ”kongestol”. Derfor besluttede han sig for at betale sig fra ventetiden: Han fik stolen fløjet fra Canada til Danmark, og det var også en bekostelig affære: 2.000 dollars kostede det, men sådan kom stolen også på dansk jord i et ruf.

Mest behagelige måde at bruge computer på

Stolen hedder ’Emperor Scorpion’, hvilket betyder ’Kejser skorpionen’. Stolens udseende er inspireret af en skorpion, og ”stålbjælken/-stangen”, som stolen står op ad, og skærmen hænger på, skal forestille skorpionens hale.

Stolen er af mærket ’MWE Lab’. Selve stolen er i læder, og den er placeret på en metalstang/stålbjælke, som bøjer sig ind over stolen. På stangen hænger computerskærmen, og der er plads til endnu flere skærme, hvis du vil det. For Brian har lige for tiden ”kun” én skærm hængende foran stolen, men det er til gengæld en skærm med ultra wide display.

Brian fortæller, at der på stangen er plads til og mulighed for at koble to skærme i øverste ”dæk” og tre normale computerskærme i ”dækket nedenunder”. Hvis man altså vil have fuld billede-valuta for pengene.

Stolen har indbygget lys. Både over sædet, og rødt lys ude bag skærmene og nede ved gulvet. Dertil er der kopholder og to ”plader” med skridsikkert underlag, som gør det muligt for dig at have to bærbare computere liggende på de lettere skrå plader, uden at computerne glider af.

Skærmen og selve computeren følger umiddelbart ikke med i prisen, men det gør højtalerne og subwoofer til gengæld. Og hvis du vil købe Brians Samsung 49” curvet skærm, kan du også forhandle med Brian om, hvad det skal koste ekstra oven i de 30.000 kr., som han tager for stolen lige nu på DBA.

Stolen har også en fast monteret fodskammel, og du sidder oven på subwooferen, så du føler, at musikken nærmest er inde i selve stolen. Derudover er der USB-stik indbygget i stolen flere steder.

Stolen kan tiltes så meget, at den og du nærmest ligger vandret, så du kan ligge og kigge op i skærmen, som hvis du kiggede på stjerner.
Brian siger, det for ham er den mest behagelige måde at bruge en computer på, og han sætter sig også tit i stolen for at arbejde. Så stolens skærm bliver altså også brugt til gængse programmer som outlook og excel.

Skriv et svar