Chris Hopper (Head of NA Esports) bekendtgjorde for en dag siden, at 2019 LCS Spring Finals vil blive afholdt i St. Louis i Chaifetz arenaen. Hvis du er i nabolaget og har mulighed for at kaste dig ud i morskaben begynder løjerne d. 13. april, kl. 15 lokal tid (3:00 PM CST). Riot gør selv opmærksom på, at de ikke har været aktive i midtvesten i adskillige år og at det er på høje tid; en branding som synes at tage højde for de seneste par års politisk-økonomiske fokus på regionen.
Derudover har Riot også en enkelt mærkbar justering i ærmet, nemlig at der ikke længere vil være kampe om 3. og 4. pladsen. Finalen vil kun bestå af de to bedste hold i Nordamerika som skal kæmpe om titlen som Spring Split Champion og en plads i Mid-Season Invitational. Der følger flere oplysninger d. 25. februar og Riot regner med at udbyde 8.500 ud af de 10.600 tilgængelige pladser til salg over nettet.