90’er-klassikeren er på stærkt retur til oktober til både pc og konsoller. Tjek traileren ud her.
Skrevet af Jesper Bruun – jesper@esm.dk
Den 19. april 1996 sparkede Duke Nukem døren ind til 3D-verden med tredje spil i titlen, hvor man spiller machohelten med de fede replikker, der uddeler blodsprøjtende øretæver blandt letpåklædte strippere.
Duke Nukem har lige siden været et af de mest omtalte spil overhovedet, både på grund af sin kontroversielle natur, men nu mest af alt på grund af efterfølgeren, der lod vente mere end almindeligt længe på sig. Hele 15 år skulle der gå, før Duke Nukem Forever – nummer fire i rækken – udkom i 2011.
Men nu kan fans af det Army of Darkness-inspirerede univers godt få hænderne op af lommerne, for klassikeren fra ’96 vender tilbage til både pc, Xbox One og PlayStation 4 den 11. oktober.
Det skriver IGN.
Spillet er komplet, som det var i gamle dage, men hvis det ikke er nok, har Gearbox Software, som ejer de intellektuelle rettigheder til universet, sat de gamle 3D Realms-hoveder sammen, som oprindeligt udviklede Duke Nukem 3D og givet dem frie hænder til at skabe nyt, udvidet indhold til klassikeren.
Det betyder et spritnyt otte kapitlers langt eventyr: Alien World Order.
Også manden bag machostemmen med nogle af spilverdens fedeste oneliners, bl.a. ”Come get some”, “Hail to the king, baby!” og ”I should have known those alien maggots booby-trapped this sub”, Jon St. John, er ligeledes tilbage med endnu flere replikker, der kan få både Schwarzenegger og Stallone til at bøje sig i støvet.
Duke Nukem 3D: 20th Anniversary World Tour, som spillet hedder, lader dig gå i fuld nostalgi-mode, hvis du ønsker, med den oprindelige, kantede ”2.5D” 96’er-grafik til spillet, eller du kan skifte til en opdateret fuld 3D-version.
Det er ikke første gang, Duke Nukem 3D får en saltvandsindsprøjtning. Første gang var i 2008, hvor spillet udkom til Xbox 360, og så sent som sidste år udkom Duke Nukem 3D: Megaton Edition til PlayStation-platformen.
Du kan se en meget valgkamps-inspireret trailer til spillet herunder.