Foto: Riot Games

Fnatic Wickd: ”Jeg er bedre end sOAZ”

De seneste år har det været småt med professionelle kampe for den 22-årige dansker Mike ”Wickd” Petersen. En nylig substitute-plads hos Fnatic kan dog være første skridt på vejen tilbage mod LCS for toplane-legenden.

Af Mads Illum Dalsgaard – mads@esm.dk

Forårssæsonen i den europæiske LCS starter om få dage, og hele 11 danskere står listet som startende spillere eller substitutes på de 10 EU LCS-hold. En af de danske spillere er den 22-årige Mike ”Wickd” Petersen, der med en rolle som substitute hos Fnatic, kan have åbnet en dør på klem for en tilbagevenden til League of Legends på professionelt plan.

Fnatic brager sammen med G2 i første uge i EU LCS Spring 2017.

Wickd sluttede sig til Fnatic i starten af januar måned, og selvom hans kontrakt først og fremmest løber til slutningen af Spring Split 2017, er det en god chance for Wickd, hvor han kan bevise, at han igen er blandt de bedste toplanere i Europa.

Den tidligere verdensstjerne er da også klar til at vise sit værd, hvis det skulle blive aktuelt.

”Jeg er klar til at steppe ind, når de får brug for mig, ” siger Mike Petersen til Esportsmagasinet.

Som udgangspunkt er Wickd dog reservespiller, men det afholdte ham ikke fra at underskrive kontrakten med Fnatic.

”Jeg valgte at blive sub for dem, fordi de ikke havde fundet en og roster-lock nærmede sig. Jeg har en god relation med de fleste spillere og ville gerne hjælpe dem – så jeg sagde selvfølgelig ja,” siger Wickd og fortæller, at han bliver boende i Danmark, hvor han vil fortsætte med at streame på daglig basis.

En stjerne i forfald

Mike ”Wickd” Petersen er et stort navn blandt alle, der har fulgt LoL siden spillet blev lanceret i 2009. Han er især kendt for sin Irelia og for tiderne på hos legendariske Counter Logic Gaming Europe (CLG.EU), hvor han, sammen med Henrik ”Froggen” Hansen, vandt en række store internationale turneringer og fik en tredjeplads ved Season 2 World Championship i 2012. Senere spillede Wickd for både Evil Geniuses og Alliance, hvor han blandt andet vandt EU LCS Summersplit 2014.

De seneste år har danskeren dog ikke spillet på højeste professionelle niveau, og Wickd er da heller ikke overbevist om, at han overhovedet vil spille i LCS igen.

”Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer. Lige nu er jeg godt tilfreds med at streame og håber på at kunne komme til at leve af det. Men hvis jeg får et godt offer fra et tophold, kunne det godt komme på tale at spille i LCS igen,” siger Mike ”Wickd” Petersen.

Artiklen fortsætter under reklamen…

Et hold i krise

Fnatic er et af de mest respekterede europæiske League of Legends-brands, og holdet har længe været blandt de absolut bedste i Europa. Siden Huni og Reignover forlod Fnatic i slutningen af 2015 og sluttede sig til Immortals, og YellOwStaR samtidig smuttede til TSM, har holdet dog haft svært ved at finde sig selv. De sidste par år har været præget af en række, efter Fnatics standard, dårlige resultater, men en række nye signings kan måske vende den negative udvikling.

Udover substitute-signingen af Wickd er to andre danskere kommet på kontrakt hos Fnatic. Det drejer sig om support-spilleren Jesse “Jesse” Le og midlaneren Rasmus ”Caps” Winther, som begge ventes at være en del af holdets startopstilling. Holdets AD Carry er Wickds tidligere holdkammerat fra Alliance, Martin “Rekkles” Larsson, mens jungle-rollen varetages af Maurice ”Amazing” Stückenschneider. Startopstillingens toplaner – og dermed Wickds konkurrent om pladsen – er franskmanden Paul ”sOAZ” Boyer, og ham har Wickd et specielt forhold til.

Intet problem med sOAZ

Tilbage i Season 2 og 3 var de to spillere store konkurrenter, og når CLG.EU og Fnatic bragede sammen, var der ofte store diskussioner om, hvem af de to spillere, som var Europas bedste toplaner. Wickd har dog ikke noget problem med, at de tidligere konkurrenter nu er på samme hold.

”Da jeg ikke kommer til at bo med gutterne i Berlin, mærker jeg det nok ikke så meget. Det er dog sjovt at tænke på at vi spiller under samme organisation,” siger Wickd, som ikke kan lade være med at komme med en lille stikpille til sin franske kollega.

”Jeg har intet problem med sOAZ som person, men jeg mener dog, at jeg er en bedre spiller end ham”

Du kan følge Wickd og resten af Fnatic, når den europæiske LCS starter torsdag d. 19 januar.