Esportsmagasinet.dk Danmarks mest seriøse kilde til esportsnyheder.
Pokemon Go er (næsten) kommet til Danmark, og vi har taget et grundigt kig på det inden udgivelsen.
Skrevet af Søren Sliva – Gæsteanmelder hos Esportsmagasinet
Midt på Europa Plads dukker en halvanden meter lang blå søslange op. Jeg står bogstaveligt talt og hopper og kan næsten ikke være i sig selv. De andre forgængere på Europa Plads ænser ikke søslangen, men et par af dem kigger lidt spøjst på mig – hvad har han lige gang i med sin telefon?
Jeg udlever simpelthen min drengedrøm fra SFO’en for knap 20 år siden – jeg er Pokémon træner, og lige nu står jeg og fanger en Dratini midt i Århus. Pokémon Go til mobilen er endelig udkommet – eller det er det teknisk set ikke i Danmark endnu, men med en lille New Zealand-finte har det lykkedes mig at hente spillet, og det fungerer fremragende.
Hele min morgen har jeg derfor cyklet og gået Århus Rundt uden noget bestemt mål med min mobil foran mig. På skærmen er et kort over Århus og pludselig dukker en Pokémon op. Game on!
Indrømmet, jeg ligner sikkert en kegle, når jeg midt på fortovet stopper op, smiler lidt dumt og stryger min finger over skærmen for at smide en Pokéball efter et kræ. Særligt når det ikke lykkedes at fange den, og jeg bliver stående. Jeg stod ti minutter foran et hus på en villavej, mens jeg forsøgte at fange en Pidgeott, hvilket lykkedes i det 57. forsøg efter, at jeg havde bandet af postkassen adskillige gange.
Det er nemlig ikke helt nemt at være Pokémon træner. Modsat i spillene skal man ikke kæmpe mod vilde Pokémons, men kun smide Pokéballs efter dem, og de gode Pokémons er møgsvære at ramme, og når man endelig rammer dem så gider de selvfølgelig ikke blive inde i den runde kugle. Men først at finde en Pokémon og så fange den får mit 8-årige jeg op i mig.
Præcis som i spillene er der nogle Pokémons man hurtigt bliver ret træt af. Rattata, Pidge og Zubat er overalt! Lige som man tror, at det er den Squirtle, man har snævret sig ind på den sidste time, kommer der en rotte (bevinget eller ej) op nok engang. Jeg tyrer så vidt muligt Pokéball’en lidt hårdere.
Man kan selvfølgelig også kæmpe mod andre i Gym’s, som man kæmper om at overtage. De er ligesom Pokémon spredt ud over det hele. Også på lidt ufremkommelige steder såsom private områder (Den gik jeg selvfølgelig overhovedet ikke ind til!) Kampene har jeg ikke helt regnet ud, hvordan fungerer. For det meste masher jeg bare modstandens Pokémon, og så mister de liv. Eller ikke. Jeg var i episk kamp mod en Hypno i Mølleparken, hvor Gym’en er den der store aluminiumstatue, hvor den gule satan slog seks af mine ud før, den vandt på teknisk knock out – jeg løb tør for tid.
Generelt har jeg også lært en masse om statuer og unikke ting i Århus, da mange enten er et Gym eller et sted, hvor man kan få Pokeballs. Og modsat mange andre spil får man ikke dårlig samvittighed, over at bruge hele dagen på det. Da GPS’en er en af hovedingredienserne skal man fysisk bevæge sig rundt for at finde ting. Jeg har derfor gået og cyklet omkring 30 kilometer i dag! Og kørt mit batteri i bund to gange!
Man det har 100 procent været det værd. Det er ikke hver dag, at man får lov at udleve noget, som jeg som 8 år aldrig havde troet var muligt. Jeg mangler endnu at finde en Pikachu, men ellers har Pokémon Go været en sand fornøjelse.
Og til slut et godt råd. Kig hvor du går! Man bliver hurtigt super uopmærksom, og jeg var endt i et vejarbejde nede på havnen, uden jeg rigtigt stadig ved hvordan?
Go Blue Team.
