Magic Johnson. Foto: Screendump fra Youtube, CNN.

Magic Johnson og venner køber Team Liquid

To dage efter nyheden om, at det danske storhold Dignitas blev opkøbt af NBA-holdet Philadelphia 76ers, lyder det nu, at også basketball-legenden Magic Johnson entrerer eSportsscenen.

Skrevet af Jesper Bruun – jesper@esm.dk

Team Liquid har netop solgt hovedparten af sine aktiver i holdet til en gruppe amerikanske investorer, som går under navnet aXiomatic.

Blandt topnavnene i den investeringsgruppe er tidligere NBA-stjerne og nuværende ejer af the Dodgers, Magic Johnson, samt en række andre top-navne inden for den amerikanske basketballscene bl.a. Ted Leonsis og Peter Gruber.

Det skriver Team Liquid i en pressemeddelelse tirsdag.

Nyheden kommer blot dagen efter, at det danske tophold Dignitas annoncerede, at de er blevet opkøbt af NBA-legenden Philadelphia 76’ers.

Holdets administrerende direktører, som i dag er Steve Arhancet og Victor Goossens, meddeleler, at de fortsætter som ledere for holdet og i øvrigt beholder den rolle, de i dag spiller.

“I mit hjerte vil jeg altid være en fan – en gamer, som forelskede sig i League of Legends. Jeg fulgte mit hjerte og opbyggede et hold, som nu former eSportens fremtid, men der er stadig mange muligheder, vi ønsker at udforske,” lyder det fra Steve Arhancet i pressemeddelelsen.

Han fortsætter:

“Med vores nye ejer i spidsen er jeg sikker på, at vi kan vokse fra at være et førende eSportshold til at blive et ledende mærke inden for sportsunderholdning.”

Fra en af investorerne, Ted Leonsis, som bl.a. er medejer af NBA-holdet Washington Wizards, lyder det om nyheden:

“Steve og Victor imponerede mig med alt det, de har gjort med Team Liquid, og jeg er virkelig spændt på at arbejde med de bedste folk på tværs af en bred vifte af forskellige erhverv med målet om at skabe et unikt eSports-foretagende. Dette firma har potentiale til at skabe nye oplevelser for eSports-publikum fra hele verden.”

En liste over samtlige investorer i aXiomatic kan findes på the Rift Herald.