De er regerende Major-vindere, men tiden op til den kommende Major i Køln har været kaotisk for de tidligere Luminositys-spillere, men de regner dog med, at de bliver holdet, man skal slå, hvis man vil vinde turneringen.
Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk
I alle legendariske single player-spil er der en sidsteboss. Super Mario 64 har Bowser, The Legend of Zelda har Gannon osv. osv.
De er altid ekstremt svære at slå, kræver en utrolig koncentreret indsats, og nogle gange er man nødt til at præstere over evne for at komme forbi dem.
Til den kommende Major, ESL One Cologne, er sidstebossen SK Gaming.
Det mener i hvert fald holdets kaptajn, Gabrial “FalleN” Toledo.
Til TheScoreeSports fortæller brasilianeren, som sammen med sine holdkammerater vandt den forrige Major, MLG Columbus, at der altid er et ekstra pres på de regerende mestre, selvom det er en stor turnering.
“Hele turneringen bliver super hård. Jeg tror, at det er vores hårdeste turnering til dato, og vi er nødt til at være meget fokuserede allerede fra første runde. Som forsvarende mestre er vi en slags sidsteboss, men jeg tror ikke, at hele situationen omkring vores skifte til SK har tilføjet noget til det. Ved sådan en turnering her vil alle vinde, uanset modstanderen,” siger FalleN til TheScoreeSports.
Den forrige Major blev det brasilianske holds helt store gennembrud på den internationale scene, hvor det lige siden foråret har ligget nummer et på hltv’s verdensrangliste.
Men denne Major bliver bestemt ingen walk over for SK Gaming.
Allerede i gruppespillet møder holdet den tidligere verdensetter, svenske fnatic, mens også G2 og FaZe venter.
SK Gaming møder i første kamp G2 tirsdag aften klokken 18:30, men allerede klokken 11:00 tirsdag kan du følge braget mellem danske Astralis og danske Team Dignitas.
FalleN & TACOLD pic.twitter.com/yLmekhd4VW
— Gabriel FalleN T. (@LG_FalleN) July 3, 2016