Hun er dansker, men bor i Sydspanien. Og så lever hun af at spille CS:GO.
Skrevet af Thomas Emil Sørensen fra projektet E-Sport – en fremtid foran skærmen?
I den sydspanske by Fuengirola bor 18-årige Michaela ”mimimicheater” Lintrup. Hvis navnet ikke ringer en klokke, er det forståeligt. Til trods for at være en del af verdens bedste kvindelige hold i Counter-Strike: Global Offensive – populært kaldet CS:GO – og Danmarks bedst betalte kvindelige e-sportsspiller er Michaela ikke et stort navn herhjemme. Vejen til succes startede med en bror, som var på tværs.
”Da jeg var mindre, sad jeg og så min bror spille. Men jeg måtte ikke spille på hans computer, så i 2009 købte jeg min egen computer og mit eget spil”, fortæller Michaela.
Det var alt sammen kun for sjov bag tasterne. Michaela forestillede sig ikke, at hun i fremtiden ville komme til at leve af at spille. Men da nogle danske piger viste hende den konkurrenceorienterede del af CS:GO, tog det fart. Michaela startede i 2013 med at spille mere seriøst og målrettet.
I 2016 skiftede Michaela til Team Secret, som er en e-sportsorganisation med hold i spillene CS:GO, Dota 2 og Hearthstone. Her har hun markeret sig på den internationale e-sportsscene. Hun vandt med sit hold for nyligt den kvindelige CS:GO-turnering i København og lidt over 25.000 kroner i præmiepenge.
Den største oplevelse, hun har haft, var dog tre uger forinden ved en turnering i Katowice i Polen, hvor hendes hold også endte på førstepladsen og tog derfra knap 100.000 kroner rigere.
”Det var bare sindssygt. Når vi vandt en runde på scenen, råbte publikum helt vildt. De råbte mit navn og mit holds navn. Vi følte os som stjerner,” siger hun.
Vasketøj og autografer
Med en lettere undertrykt jysk dialekt fortæller Michaela om turen fra Als i Sønderjylland til Fuengirola i Spanien. Det var en familiebeslutning om at komme ud og opleve noget nyt, som gjorde, at hun sammen med sin familie i 2012 flyttede til Spanien.
To år efter flyttede de tilbage til Danmark, men sidste år besluttede hun sig så alligevel for at flytte tilbage til Spanien, hvor hun nu bor sammen med sin kæreste og mor.
”I min fritid gør jeg rent, vasker tøj, er sammen med min mor, snakker med veninder osv. Det er ikke helt så spændende”, fortæller hun grinende.
”Men mandag til torsdag træner jeg sammen med mit hold i fem timer, fra 17 til 22. Og op til turneringer tager vi også søndag med,” siger hun.
Hendes hold består af to svenskere, en ungarer, en russer og så hende selv. Da de ikke ligefrem bor i hinandens baghaver, mødes de online og spiller. Det er kun til turneringer, de mødes i virkeligheden samt om sommeren, hvor de tager på tre ugers bootcamp i Team Secrets gaminghus i Tyrkiet. Hun kan mærke den succes, hun og hendes hold har haft.
”Det er lidt urealistisk. Personer kommer og spørger efter autografer og billeder. Jeg elsker, at folk ser op til mig, og at man gør noget fedt for andre”, fortæller hun.
Mormor hepper med
”Jeg har altid passet min skolegang, så min mor har aldrig været så bekymret. Hun var skeptisk i begyndelsen, men eftersom jeg passede min skole og begyndte at kunne tjene penge på at spille, var hun helt okay med det,” siger hun.
I dag har hele familien accepteret det. Faktisk så meget, at de ofte sidder og ser hende spille via links, som hendes bror deler. Hun får beskeder fra familien, som skriver ”held og lykke” eller ”du er for sej!”. Og til turneringer forsøger de at være med for at støtte op.
”Da jeg spillede til Copenhagen Games i april, var min mormor med. Hun forstod det ikke helt, men min bror forklarede det for hende undervejs. Hun sad og heppede og råbte fra forreste række. Det var mega fedt!”
Hendes sejre og evner inden for CS:GO har skabt stor respekt, ikke blot blandt modstandere, men også hos de mere end 21.000, som følger hende på streamingsiden Twitch, hvor hun streamer sine kampe. Her tjener hun også penge på folk, som abonnerer på hendes kanal samt donationer fra fans.
Hendes månedlige løn har hun ikke lyst til at offentliggøre, men det er nok til, at hun kan leve af det. Lønnen bliver suppleret af individuelle sponsorater.
Piger og pistoler
Computerspil har længe været domineret af unge mænd. Michaela ved godt, at hun er en del af en minoritet inden for e-sport, men der har ikke været meget diskrimination på grund af hendes køn.
”Der er ikke så meget fnidder, som man skulle tro. Der er altid drenge, som ikke gider snakke med en, fordi man er pige, og som ikke forstår, at man er bedre end dem, da det er et drengespil (…) Men jeg er ligeglad med, hvad folk tænker. Piger behøver ikke være stereotypisk feminine. At sidde og spille computer er blevet normalt for mig. Og jeg har ikke for alvor oplevet, at folk synes, det er forkert, at jeg spiller,” siger hun.
I 2014 var der kun én pige med til Copenhagen Games, den største danske e-sportsturnering, i 2015 var der to, og sidste år var der ni. Udviklingen viser, at pigerne også begynder at melde sig på den professionelle e-sportsscene, noget som Michaela er begejstret for og kun føler er naturligt. Hun ser dog ikke sig selv som en rollemodel for andre piger, der spiller. Men hun håber, at udviklingen fortsætter.
”Lige nu er der mange organisationer, som forsøger at etablere pigehold i CS:GO. Det sker nok i takt med, at man kan se en stor fremgang i antallet af professionelle piger på e-sportsscenen sammenlignet med for bare et eller to år siden”, siger Michaela.
Hun håber på at komme på niveau med mændene i CS:GO, som de indimellem spiller imod. Der er dog stadig et stykke vej, da mændene fortsat er en del bedre.
”Vi prøver at spille mod mændene online, men forskellen er markant. Vi er ubesejrede inden for pigerne, men når vi møder et hold fra en af de lavere divisioner hos mændene, så bliver vi udfordret. Og så må man leve med de kommentarer, der kommer med på vejen, når et pigehold taber til et mandehold,” siger hun.
Men fremtiden tegner lys for de mange kvindelige e-sportsspillere. For nylig spillede den svenske pige Juliano, der også spiller på Team Secret, sig med til gruppespillet i en én mod én-turnering, hvilket for alvor markerede, at man skulle tage pigerne alvorligt.
”Efter vores sejre i Polen og ved Copenhagen Games er vi begyndt at blive inviteret til en masse større turneringer. Det er dét, jeg længe har drømt om. Der er så mange muligheder for os nu. Det er det, vi har kæmpet for, og nu begynder det at blive virkeligt!”
Artiklen er venligst leveret og skrevet af Thomas Emil Sørensen fra projektet E-Sport en fremtid foran skærmen?