Cloud9-spilleren Maikil “Golden” Salim blev uheldigvis ramt af sygdom lige inden BLAST Pro Series i weekenden. Det betød, at Cloud9 måtte gøre brug af en stand-in i de første kampe, og her var de hurtige til at tilbyde den velspillende Ismail “refrezh” Ali om hjælp, men han nåede ikke at takke ja til tilbuddet, før det var for sent.
Skrevet af Alexander Wilson
I den seneste episode af HLTV Confirmed er det den unge Fragsters-spiller, refrezh, der er med om bord. Her fortæller han overraskende, at han faktisk blev tilbudt at agere stand-in for Cloud9, da Golden skulle en tur på hospitalet under BLAST Pro Series i København i weekenden.
Han fortæller, at han desværre ikke nåede at takke ja til tilbuddet, før det var for sent, da holdets coach, Soham “valens“Chowdhury, allerede havde spillet den første kamp med holdet. Arrangørerne af BLAST Pro Series ville ikke tillade, at holdet gjorde brug af to forskellige stand-ins i løbet af kampene, og derfor missede refrezh altså sin chance for at spille på scenen med Cloud9.
Refrezh fortæller, at han selvfølgelig gerne ville have spillet med Cloud9 på scenen foran så stort et publikum, men han nåede uheldigvis ikke at svare Cloud9s coach på Twitter, og dermed glippede han chancen for at spille med blandt andre Robin “flusha” Rönnquist, som han ellers ser meget op til.
Hele episoden af HLTV Confirmed med refrezh som gæst kan ses herunder.