Vi har taget et kig på den nye racerbane fra Anki Overdrive, der på mange måder minder om forgængeren – men stadig holder.
Trofaste læsere af Esportsmagasinet.dk kan måske huske, at vi tidligere har anmeldt Anki Overdrive. Den topmoderne racerbane, der krydrede nostalgi, kunstig intelligens og højintensiv action. Dengang var vi imponerede, og det er vi faktisk stadig. Selvom nyhedsværdien ret hurtigt sænkede sig over kontoret, så kan vi ikke sige os fri for at tage et par laps på banen i ny og næ.
Og nu har udviklerne fra Anki så gjort det igen. De har taget alt, hvad der fungerede fra den første udgave, og krydret det med hollywood film-serien “Fast & Furious”. Den nye udgave hedder derfor helt oplagt: “Fast & Furious Edition”.
Efter et par dages leg, vil jeg gerne konkludere, at spillet -igen- holder. Selvom konceptet grundlæggende er identisk med den første version, så har appens makeover virkelig tilføjet det meget berømte ‘merværdi” til konceptet. Flot grafik og veludførte voiceovers er med til at tage spilleren helt ind i F&F-verdenen.
Man bygger sin bane ud af de 10 medfølgende baneelementer, lader bilerne op, installerer appen og giver den gas i de to medfølgende biler der er hhv. Hobbs International MXT pansrede bil og Dominic Torretos Ice Charger fra den seneste film i serien “The Fate of the Furious.” Den nye version kommer med sin egen app. men bilerne er dog også kompatible med “den gamle” app.
Udover standardpakken kom vore anmelderudgave også med et såkaldt launch kit, der lige giver spillet lidt ekstra værdi. Det er et klassisk flyvhop, som man kan bygge ind i sin bane. Det gør spillet lidt mere “random”, og kan vende løbet hurtigt, da man langt fra er sikker på, om ens bil vil klare hoppet i det næste lap. Ryger man af banen, må man manuelt hente sin bil, og få den tilbage på rette spor – et rigtig sjovt element.
Den er stadig tung – prisen
Da vi anmeldte Anki Overdrive startpakken endte vi på fem ud af seks stjerne, hvor det eneste minus faktisk var prisen. Det lader dog til, at Anki er temmelig uforstående overfor vores kritik, da de kræver den samme pris for F&F udgaven. Denne gang får man dog et strejf af Vin Diesel med, og det må unægteligt trække vurderingen en smule op, hos de inkarnerede Vin Diesel-fans.
Det er vi dog ikke, og derfor ender vi (igen) på fem ud af seks stjerner til Anki Overdrive – Fast & Furious edition.