Dota 2-turneringen The International i Seattle sidste år i August. Der var pengepræmier for mere end 122 mio. kr.

Hvornår bryder e-sport for alvor igennem i Danmark?

De største e-sports-turneringer har længe fyldt haller og stadions rundt omkring i verden, mens Danmark halter efter.

Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm.dk

Sidste år i august satte Defence of the Ancients 2, også kaldet Dota 2, turneringen “The International” pengepræmie rekord med en præmiepulje på mere end 122 mio. kr. Og at “The International” kan fylde Key Arena i Seattle, der har plads til omkring 17.000 tilskuere, taler vist også for sig selv.

I vores nabolande vinder e-sport også hastigt frem, men det er som om, at det helt store gennembrud i Danmark lader vente på sig. Godt nok sender TV2 ZULU esport, og hos Danske Spil har man siden d. 1. januar 2014 givet de spilleglade danskere muligheden for at gamble på udfaldende i e-sport.

“Faktisk lige siden vi startede med at udbyde e-sport væddemål, har kurven været opadgående. Det er min klare forventning, at vi om 5-10 år vil have fodbold og e-sport som de to store sportsgrene i Danmark,” fortæller Steffen Thomsen der er e-oddsansvalig hos Danske Spil.

Den store amerikanske sportstv-kanal ESPN annoncerede i januar, at de nu også ville satse målrettet på at dække e-sport, og har ansat en hel redaktion til dækningen.

“Vi ønsker at dække e-sport med den samme seriøsitet og troværdighed, som vi dækker NFL, NBA, og Major League Baseball,” sagde Chad Millman, der er redaktør på kanalens hjemmeside og for den trykte udgave af sports-dækningen på kanalen til Variety.

Også hos Yahoo har man valgt at oprette en hel nyhedssektion kun til e-sport. Til at starte med vil de have fokus på Counter Strike: Global Offensive samt League of Legends.

I Danmark må vi nok vente lidt endnu, før de største tvkanaler begynder at behandle e-sport med den samme seriøsitet, som vi kender det var fodbold, håndbold, tennis, badminton osv. Men selvom dækningen på TV2 zulu er begrænset, så er det dog i skridt i den retning.