Olofmeister vender tilbage til FaZe's aktive lineup. Foto: Daniel Ránki

Verdens bedste hold med midlertidig udskiftning

Nogle troede nok, at det var en aprilsnar, da FaZe i går løftede sløret for en midlertidig udskiftning på holdkortet, men den er god nok: Olof “olofmeister” Kajbjer er ude af FaZe for en periode.

Skrevet af Alexander Wilson

I går var det den 1. april, og det er kendt som dagen, hvor folk opdigter historier for at narre hinanden. Det var dog ikke gældende, da FaZe annoncerede på Twitter, at olofmeister skal være på bænken for en periode på grund af personlige problemer.

I FaZes annoncering skrev de, at de netop har forhandlet med Ninjas in Pyjamas og købt svenske Richard “Xizt” Landström ud af sin kontrakt, eftersom han har siddet på bænken siden hans leder-rolle blev overtaget af Dennis “dennis” Edman i februar.

Hermed er olofmeister inaktiv indtil han føler sig helt klar til at spille igen. Allerede i morgen har Xizt sin debut for holdet, da de møder EnVyUs i ESL Pro League. De ligger lige nu som nummer seks med blot ét point ned til danske Heroic og G2.