Det danske CS:GO-hold, North, der er stiftet af FC København og Nordisk Film. Foto: North.

FCK og Nordisk film: Derfor er League of Legends IKKE interessant for os

Tirsdag blev det officielt, at ex-Dignitas fremover skal spille under navnet North, som ejes af FC København og Nordisk Film. Men selvom North har tænkt sig at gå ind i flere eSportsgrene, er League of Legends ikke interessant for den store eSportsorganisation.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk

Esport fortsætter med at vokse og vokse. Senest er det FC København, der sammen med Nordisk Film har stiftet eSportsorganisationen North.

Norths første eSportshold er de danske drenge fra ex-Dignitas, som ligger nummer seks på verdensranglisten i CS:GO.

På tirsdagens pressemøde fortalte direktør i FC København, Anders Hørsholt, at man har tænkt sig at signe nye eSportshold allerede i 2017. Særligt har man fokus på DOTA2, men flere vil følge.

Dog afviste direktøren, at man har tænkt sig at signe et League of Legends-hold i den kommende tid. Det er ganske enkelt ikke interessant for North, fortæller direktøren.

“Vi har valgt at fokusere på andre spil end League of Legends, fordi vi mener, at det, vi gerne vil opnå med North, passer bedre sammen med andre spiltitler. I hvert fald lige nu. ESport ændrer sig hele tiden og er i konstant udvikling, så det kan komme,” sagde Anders Hørsholt på pressemødet.

Selvom League of Legends er det anden største eSportsspil i verden, målt på præmiepenge og antal spillere, er det ikke forenligt med eSportsorganisationen North.

Hovedårsagen er ifølge Anders Hørsholt, at man gerne vil centrere alle eSportsholdene i København og omkring Telia Parken.

“Alt EU LCS foregår jo i Berlin, og det passer ikke ind i North lige nu. Vi vil gerne have det centreret omkring København. Så Riots struktur passer os ikke på nuværende tidspunkt, og derfor er DOTA2 og andre spil mere interessante for os lige nu,” siger Anders Hørsholt.

Direktøren fortæller, at FC København og Nordisk Film har lagt et 2-cifret millionbeløb i North, og Anders Hørsholt forventer, at eSport på sigt kan genere et 3-cifret millionbeløb for FC København.