Arkiv. Foto: Adela Sznajder via DreamHack

Aizy: “Jeg gik fra en månedsløn på 6.000 til nu at få over 60.000 i North”

Den danske North-spiller, Philip “aizy” Aistrup, har netop haft besøg af DR, som har fået lov til at komme helt ind under huden på den 22-årige stjernespiller. Her fortæller han blandt andet, at hans løn er blevet over ti gange så høj siden Team Dignitas.

Skrevet af Alexander Wilson

DR har været på besøg hos aizy, som til dagligt spiller for North. Her snakkede de blandt andet om hvordan hans interesse for Counter-Strike startede og hvor mange penge han tjener nu i forhold til blot et par år tilbage, da han spillede for Team Dignitas.

Karrieren startede egentlig allerede i barndommen, hvor aizys far spillede Half-Life, Battlefield og Counter-Strike. Her fik det kommende talent lov til at låne bærbaren og spille nogle timer, indtil han fik sin egen.

Det var dog en bekymret mor, der så på fra sidelinjen og kunne se, at han var dårlig til at få lavet sine lektier, når computeren tog alt hans fokus. Aizy fortæller blandt andet, at han var meget dårlig til at lave lektier da det ikke interesserede ham. Han fortæller, at han var var god til at møde op, men at det altid har været computeren, der trak.

Støtten fra familien begyndte først for alvor, da han begyndte at tjene penge på at spille computer. Og støtten er blot vokset siden hans månedsløn er blevet ganget med ti over de seneste par år.

Mine forældre syntes, det var mærkeligt, at jeg kunne tjene penge på det. Det var først, da jeg begyndte at tjene penge, at de tog et skridt tilbage og sagde “gør det, du vil, og så ser vi på uddannelse senere,” fortæller den unge North-spiller til DR.

Aizy forklarer, at han med sin første kontrakt ikke tjente nok til at kunne leve af det. Det har dog ændret sig over årene, eftersom han nu tjener over 60.000 kroner i måneden i North.

Han startede den betalte del af karrieren hos Team Dignitas. På Team Dignitas fik han en løn på 5-6.000 kroner om måneden. Da han skiftede til North, gik han fra de 5-6.000, til 20.000, og er nu på en månedsløn på 60.000 kr.

Faktisk har det udviklet sig så hurtigt, at aizy er blevet millionær. Han bor i dag i en lejlighed til fem millioner kroner, som ligger i udviklingsområdet Sluseholmen i Københavns sydhavn.

I interviewet fortæller han, at han på godt et år har tjent et par millioner. Og kan understreger at det vist er ganske fint klaret som 22-årig.

Ønsker du at lære aizy endnu bedre at kende, så kan du læse hele artiklen fra DR lige her, og her taler han ligeledes om, hvordan han kan mærke, at e-sport har udviklet, når de sidder til events og bliver doping-testet.