Asetek-CEO André Sloth Eriksen med en foreløbig version af pedalsættet til SimSports. Credit: Asetek

Firma vil udvikle verdens bedste racing simulatorer – og samlet produktserie til globalt SimSports-marked

Teknologivirksomheden Asetek i Aalborg etablerer nyt forretningsben: Gaming hardware til racing spil. Asetek bygger videre på mangeårig erfaring med udvikling af højteknologi til gamer computere.

Foreløbig er flere specialister i gang med at etablere en helt ny produktlinje i virksomheden i Aalborg, der ellers er kendt for unikke produkter indenfor vandkøling af PC, servere og datacentre. Det nye forretningsben, Asetek SimSports, er netop lanceret. 

Specialisterne udvikler en høj kvalitetsserie af produkter til SimSports og særligt racing simulatorer. En produktserie, der så vidt muligt matcher virkelighedens oplevelse af at drøne afsted ned ad langsiderne og rundt i kurverne i en virkelig, fysisk racer. De første produkter – de avancerede pedaler – forventer CEO André Sloth Eriksen at have på markedet og i masseproduktion allerede i slutningen af året. Derudover er virksomheden også i gang med udvikling af bl.a. rat, Force Feedback (FFB), ratmotorer, gearskifte, sæder osv.

Målet er avanceret simulator udstyr til et voksende globalt marked, der efterlyser let tilgængeligt kvalitetsudstyr. 

Racing og simulator racing smelter sammen

Ifølge CEO André Sloth Eriksen er et af problemerne med de simulator produkter, der i øjeblikket findes på markedet, at man som bruger næsten er tvunget til at være tekniknørd og finde de forskellige dele hos forskellige producenter for derefter at integrere komponenterne med hinanden. Det vil virksomheden gerne ændre på. Nemlig ved at udvikle en samlet kvalitetsserie under SimSports-brandet med fuld og enkel integration. Her vil de levere alle komponenter, der er styret af ét stykke egenudviklet software, kaldet Race Hub.
”Det er tydeligt, at fysisk racing og simulator racing smelter mere og mere sammen. Eksempelvis var NASCAR’s 2020 iRacing event det mest sete eSports-event nogensinde”, forklarer André Sloth Eriksen.
Asetek har investeret mere end 75 mio kr. i projektet.