Den engelske esport-kommentator Duncan ‘Thorin’ Shields er ansat som creative director i den nystartede FLASHPOINT-liga.
I et interview med hltv.org dykker han ned i forhandlingerne med de mange Counter-Strike-hold, der har valgt om de skal spille under ESL eller FLASHPOINT i den kommende sæson.
Her falder det ham for brystet, at det danske stjernehold Astralis i lang tid var rygtet til FLASHPOINT men alligevel i sidste ende skrev under med ESL.
“Jeg tror ikke på, at de oprigtigt havde interesse i at ville være en del af den her liga. Jeg tror, at de forsøgte at få al den information, de kunne, og så bruge det til at spille begge ligaer ud mod hinanden, så de kunne få det bedst mulige bud,” siger ‘Thorin i interviewet og langer kraftigt ud mod Astralis’ etik i forhandlingerne.
Ifølge Thorin har danskerne udelukkende tænkt på deres egen pengepung i forhandlingerne og er overbevist om, at holdet skifter til FLASHPOINT, hvis de kan se en større check blive viftet om næsen på dem.