Credit: Shutterstock

Pengeindsprøjtning til e-sport

Børn, unge og voksne i socialt udsatte positioner er ekstra hårdt ramt af, at COVID-19 har begrænset samfundets fællesskaber. Otte projekter skal vise nye digitale veje i sociale indsatser. Fra digitale familieværksteder til e-sport for børn og unge med fysisk handicap.

Skabelse af fællesskaber med hjælp af teknologi

Hvordan kan erfaringerne fra afprøvningerne af digitale løsninger under COVID-19 bruges til sociale indsatser, der inkluderer flere i konstruktive fællesskaber? Sådan lød spørgsmålet til ansøgermiljøerne fra VELUX FONDENs uddelingsområde for sociale indsatser i Danmark. Fondens bestyrelse har nu udvalgt otte projekter, der får bevillinger på i alt 21 mio. kr. til at udvikle og afprøve nye metoder.

“Vi er meget interesserede i, hvordan det digitale kan bruges til sociale indsatser, der inkluderer flere i konstruktive fællesskaber. Det er ikke kun aktuelt med de nuværende COVID-19 restriktioner, men må forventes at være en væsentlig del af fremtidens sociale indsatser,” siger programchef Vibeke Lybecker fra VELUX FONDENs uddelingsområde for sociale indsatser i Danmark.

E-sport for alle

Et af de otte projekter går under navnet E-sport for alle. Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi, Region Syddanmark, får tildelt 2.120.090 kr. Projektet vil undersøge e-sportens mulige gavnlige effekter for børn og unge, der på grund af fysiske funktionsnedsættelser i dag ikke har mulighed for at deltage. Projektets formål er at gøre det muligt for børn og unge med særlige fysiske handicaps at deltage på lige vilkår med andre børn og unge i e-sportsaktiviteter, og dermed give dem mulighed for at være del af virtuelle børne-/ungefællesskaber.

Go’ Gaming

Et andet projekt er Go’ Gaming. Bagved projektet står KFUM’s Sociale Arbejde, der får tildelt 3.598.382 kr. Projektets formål er at udvikle en metode, hvor computerspil bliver anvendt som et middel til at styrke sociale færdigheder og social tillid blandt drenge og unge mænd i en socialt udsat position og fremme deres vej ind i konstruktive sociale fællesskaber. Projektet vil blive gennemført på sociale væresteder, sociale caféer , i familieklubber og behandlingstilbud under KFUMs Sociale Arbejde. I mødet med en reflekterende voksen og andre ligesindede unge, skal den unge blive bevidst om sunde mestringsstrategier og styrket i troen på egen livsmestring.